Fra mistanke til måling: Lydkamera afslører byggeriets skjulte akustikfælder

Hvis et rum ikke opfylder de forventede lydkrav, er glasvæggen ofte blandt de første bygningsdele, der undersøges. Det er forståeligt – glasset er visuelt gennemsigtigt og føles intuitivt som det svageste led. Men målingen af et færdigt rum omfatter hele konstruktionen, og udførelsen af arbejdet omkring væggen har afgørende betydning for det samlede resultat.

– Vi ser det igen og igen. Hvis lydkravene ikke opfyldes, får glasvæggene straks skylden. Fordi man kan se igennem glasset, føles det som den svage del. Men det er faktisk langt fra tilfældet, fortæller Anders Hem-Jensen, Chief R&D Officer hos DEKO.

Strenge lydkrav stiller nye krav til helheden

Kravene til lydisolering er steget markant, og både arkitekter og bygherrer efterspørger i dag løsninger med høj lydreduktion. Den udvikling stiller større krav til materialerne: Hvor 12 mm hærdet glas tidligere var standard, anvendes der i dag i højere grad tykkere lamineret glas med lydfolie.

En laboratoriemåling dokumenterer en løsnings målte egenskaber under kontrollerede forhold. I det færdige byggeri indgår løsningen dog i en større sammenhæng, hvor især tilslutninger og installationer kan forringe den samlede performance.

– I laboratoriet kan vi dokumentere rigtig flotte tal. Men i praksis mister man altid lidt – det er helt naturligt. Ofte er det skæve vægge, forkerte installationer eller skjulte åbninger i konstruktionen, der er den reelle synder, forklarer Anders Hem-Jensen.

Ny teknologi afslører svagheden

For at finde den nøjagtige årsag til lydlækager anvender DEKO et avanceret lydkamera. Kameraets mikrofoner registrerer lyden og omsætter målingerne til et visuelt farvekort, der præcist viser, hvor lyden slipper igennem.

Det giver et mere konkret grundlag for at undersøge problemet – uanset om lækagen skyldes en dør, en installation eller en åbning i konstruktionen. Samtidig bruges indsigterne aktivt i produktudviklingen og kvalitetssikringen af DEKOs egne systemer.

– Tidligere var det svært at dokumentere, hvor problemet lå. Nu kan vi præcist pege på, om det er et ventilationsrør, en dårligt monteret dør eller et hul i væggen, siger han.

Mindre diskussion – hurtigere løsninger

Når lydens præcise vej kortlægges, bliver det væsentligt nemmere at udbedre fejlen. Det flytter fokus fra formodninger om enkelte bygningsdele til en vurdering af den samlede konstruktion.

– Glas har særlige akustiske egenskaber og en egenfrekvens omkring 1000 Hz. Det kan vi effektivt håndtere med laminering og lydfolie. Men det hjælper intet, hvis der er et hul i væggen ved siden af. Vi vil gerne bruge mindre tid på diskussioner og mere tid på at sikre et samlet godt resultat, forklarer Anders Hem-Jensen og understreger:

– Dårlig lydisolering løses nemlig bedst, hurtigst og mest omkostningseffektivt, hvis man fra starten vurderer helheden.

Flere nyheder