Saturday, May 18, 2019

EPD som konkurrenceparameter – DEKO deltager i miljødokumentationsprojekt

Som led i arbejdet med at miljødokumentere sine produkter har DEKO deltaget i projektet ”EPD som konkurrenceparameter”, der har til formål at udbrede kendskabet til EPD’er i hele byggebranchen.

I løbet af foråret 2019 har EPD Danmark i samarbejde med Grundejernes Investeringsfond, MiljøForum Fyn og Green Building Council Danmark afholdt tre workshops med det formål at undersøge og udbrede kendskabet til EPD som miljødokumentation i byggebranchen. Projektet har især haft fokus på at afdække, hvilken værdi man som virksomhed kan få ud af at have en EPD på sit produkt, og EPD Danmark har bl.a. indsamlet input fra et bredt udvalg af interessenter i byggebranchen og inviteret forskellige talere til at dele ud af deres viden og erfaringer med brugen af EPD.

DEKO har deltaget på alle workshops i projektet og er også repræsenteret i den eksempelsamling, som danner afslutning på projektet. I eksempelsamlingen kan man læse casehistorier fra en lang række virksomheder, som alle har berøring med EPD i deres arbejde, og den giver desuden en god og overskuelig gennemgang af, hvad EPD er, hvordan den laves, og hvordan den kan anvendes.

Hos DEKO ønsker vi at yde vores bidrag til byggeriets grønne omstilling, og derfor arbejder vi aktivt med at miljødokumentere vores produkter. Bl.a. har vi for FG fuldglasvæggen fået udarbejdet en EPD, også kaldet miljøvaredeklaration, som viser det samlede miljøaftryk hele vejen igennem produktets levetid fra råvareudvinding til bortskaffelse.

Vi følger med i den stigende efterspørgsel på miljødokumentation fra vores kunder, og vi arbejder hen imod at kunne understøtte bæredygtige bygningscertificeringer som f.eks. DGNB, LEED og BREEAM med vores produktdokumentation.

Du kan downloade eksempelsamlingen i digital version på EPD Danmarks hjemmeside: EPD som konkurrenceparameter.

Om os

Nyheder