Tuesday, July 13, 2021

DEKO støtter velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby

DEKO har i år indgået en sponsoraftale for at støtte velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby, som cykler Danmark rundt fra d. 10 til 17 juli 2021 til fordel for Børnecancerfonden.

Syv dage med ræs, sved og ømme muskler – alt sammen for at støtte Børnecancerfonden, der hjælper nogle af de børn og familier, der har været allerhårdest ramt under Corona-pandemien. Børnefamilier, der på grund af særligt udsat helbred har været nødt til at leve fuldstændigt isolereret fra omverden for at passe på dem selv. Corona-pandemien har været en kæp i hjulet for Team Rynkebys årlige tur til Paris, men det bremser ikke det gulklædte velgørenhedscykelhold.

Tværtimod. Med pandemien er der nemlig kun kommet et øget behov for støtte og opmærksomhed på området for at kunne fortsætte den livsvigtige forskning. Cykelholdets velgørenhedsarbejde har aldrig været vigtigere. Derfor har DEKO valgt at støtte sagen ved at indgå et bronze-sponsorat med Team Rynkeby, som i stedet for Paris styrer mod de danske landeveje for at køre Danmark Rundt.

2021 bringer en endnu større støtteskare

Hos Team Rynkeby Fonden er den danske landechef, Jesper Bjerg, dybt taknemlig over den støtte og opbakning de 19 danske Team Rynkeby-hold bliver mødt med i en svær tid for mange virksomheder.

”Det er rørende, at så mange virksomheder fortsat involverer sig i vores arbejde for børn med kræft og deres familier. Jeg er klar over, at mange virksomheder har haft meget andet at tænke på det seneste år, men det er faktisk ikke noget, vi kan mærke på vores indsamling. Tværtimod. Faktisk har vi flere logoer på vores cykeltøj i år,” siger Jesper Bjerg.

Skulle pandemien endnu en gang forhindre Team Rynkeby i at cykle til Paris næste år, er projektet klar med en alternativ tur, som vil være mulig inden for de gældende retningslinjer.

”Vi har behov for at give deltagerne en oplevelse, de sent vil glemme, og samtidig skal vi naturligvis også ud på landevejene og vise vores fantastiske sponsorer frem,” siger han.

Team Rynkeby består i år af 2.400 cykelryttere og 550 hjælpere fordelt på 59 hold fra otte lande. Gennem de sidste 20 år har Team Rynkeby indsamlet godt en halv milliard kroner til børn med kritisk sygdom, og hos DEKO er vi glade for at kunne bidrage til den gode sag. Vi følger løbende cykelholdet i deres rejse gennem Danmark og ønsker alle cyklisterne en fantastisk tur!

Læs mere om Team Rynkeby-projektet.

Om os

Nyheder